her selv have begaaet Uretfærdigheder, som kan forklare Krønikeskriverens haarde Dom over ham. Den Dom, han i faa, men træffende Ord fælder over Kong Niels, er vistnok fuldt berettiget, og det samme gælder om hans Dom over Erik Lam; med Hensyn til den sidste er det særlig værd al lægge Mærke til den Modsigelse, der findes mellem Krønikeskriverens Udtalelser og det, der siges om Erik i Begyndelsen af den uægte Tilføjelse til Skriftet i Kap. XX. Allermærkeligst er dog den Stilling, Forfatteren indtager over for Knud Hertug og Magnus. Han roser højligt Knud Hertug og misbilliger skarpt Magnus’s »ved Djævelens Indskydelse« foranledigede Mord paa ham; at han ikke taler et Ord om de Mirakler, som Knud efter sin Død virkede, og som siden forskaffede ham Helgennavnet, kommer naturligvis deraf, at Bestræbelserne for at skaffe Knud denne Ære endnu paa den Tid, da Forfatteren skrev, kun var til Stede i deres første spæde Spirer og mødte megen Modstand. Men trods sin Velvilje mod Knud staar han dog, da Borgerkrigen efter hans Død udbryder, aldeles afgjort paa Niels’s og Magnus’s Side mod dem, der vilde hævne Knuds Mord; Magnus særlig priser han som Danmarks herligste Yngling og beklager i bitre Toner den Ulykke, der overgik Landet ved hans Fald i Slaget ved Fotevig. Derimod er han i højeste Maal forbitret paa Erik Emune; allerede ved hans første Optræden giver han ham det værste Skudsmaal, og efter at Erik til sidst er bleven Konge, fordømmer han paa ny paa det skarpeste hele hans Færd; han er endog i sit Had til ham nær ved at blive velvillig stemt mod hans slette Broder Harald Kesie, hvis uretfærdige Pengegriskhed han dog tidligere har lastet, og finder Eriks Mord paa Harald og især paa hans mange Sønner i højeste Grad oprørende; for Resten stemmer hans Dom i denne Henseende ganske overens med Sven Aggesøns. Forfatterens Partistilling i Borgerkrigen har ogsaa været bestemmende for hans Dom over de to gejstlige Stormænd Biskop Peder af Roskilde, som var Erik Emunes bitre Fjende, og Ærkebiskop Ascer, den gamle og svage Mand, der vaklede hid og did mellem Partierne. Hvad i øvrigt hans Stilling til de kirkelige Bevægelser her i Landet paa hans Tid angaar, fortjener hans Ytringer i Kap. XIII særlig Opmærksomhed; Pavedømmet havde strengt krævet Præsternes Cœlibat, og som lydig Tjener af Kirken har han sikkert selv været stemt for, at dette Krav gennemførtes; men det er klart, at han stærkt har misbilliget den Maade, hvorpaa Peder Botildesøn har søgt at sætte det igennem ved at hidse Almuen op imod de Præster, der ikke vilde føje sig efter Kravet,
