198 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINDRES
Udtryk holdt og derfor desto mere berettiget Kritik har han i de ovenanførte Indledningsord paapeget de to Ting, der fornemlig bevirkede, at Læsningen af Saxo forsømtes. Jeg tror, at jeg ikke bør undlade her at udtale mig lidt nærmere ud fra mit eget Standpunkt om de to Hovedanker, Epitomator har rettet mod Saxo, og vil da tillade mig at sige følgende.
Hvor stor Beundring end Saxos Værk fortjener, særlig for dets Indholds Skyld, saa var det dog for det første, i det mindste for visse Partiers Vedkommende, alt for bredt anlagt, saa det maatte virke noget trættende paa Læserne; dernæst var det, hvad der vel havde endnu mere at sige, i formel Henseende alt for vanskeligt, stillede meget for store Krav til Læsernes Evne til at kunne tyde dets latinske Stil og Sprog, saa det sikkert kun har været et ganske lille Mindretal, der virkelig har kunnet læse det med Ud- bytte, i alt Fald med et saadant Udbytte, som kunde lønne den Møje, der maatte anvendes derpaa.
Hvad nu for det første Epitomators Anke over dets Vidtløftighed angaar, har det forholdt sig paa noget forskellig Maade dermed for de forskellige Partiers Vedkommende; og hvorledes Epitomator har opfattet Forholdet, fremgaar klart nok af den Maade, hvorpaa han selv har lavet sit Udtog. Ser man paa Værkets sidste Del, som Saxo vistnok har udarbejdet først (— jeg tænker navnlig paa de 4 sidste Bøger — ), saa er det særlig Skildringerne af Krige og Kampe, fremfor alt de mange Kampe mod Venderne, der er spundne alt for bredt ud. Det kan vel ikke nægtes, at mange af de Meddelelser, der gives om enkelte Krigsmænds Bedrifter, i og for sig er ret interessante og fornøjelige og opliver Fremstillingen; men der tages dog ogsaa mange Smaatræk med, undertiden med Gentagelser fra det ene Sted til det andet, som overlæsser Skil- dringerne stærkt og i sig selv ikke har noget videre at betyde, saa at fornuftig Økonomi skulde have paabudt Forfatteren at ude- lade dem. Her har da ogsaa Epitomatoren, som aabenbart selv ikke har interesseret sig meget for Krig og Slag, rask væk uden Betænkning skaaret store Partier bort og sammentrængt Skil- dringerne meget stærkt; det maa vel nok indrømmes, at han paa adskillige Steder har brugt Kniven alt for uskaansomt. Noget anderledes forholder det sig med Vidtløftigheden i den første (og sidst udarbejdede) Del af Saxos Værk. Allerede i Værkets Slutnings- parti mærker man ikke saa ganske lidt til den Tendens hos Saxo, at han ikke vil nøjes med at fortælle de historiske Begivenheder, men ogsaa uddrage »Moral« af dem og belære Læseren dels i
�� �
