Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/218

E Wikisource
Haec pagina nondum emendata est

200 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINORES

han til Stilmønstre fra den klassiske Oldtid fornemlig har faaet saadanne to Forfattere som Valerius Maximus og Martianus Capella, der i Svulst og Forskruethed næsten staar paa Højdepunktet af, hvad der bydes os hos Oldtidsforfattere; og ikke alene laaner han direkte mange Udtryk fra dem, men han har ogsaa paa sine Steder næsten stræbt efter at overbyde dem i Udtrykkenes Søgthed. Der findes da virkelig ogsaa ikke saa faa Steder hos Saxo, hvor Udtrykkene er saa besynderlige, at man, naar man vil tale ærligt, maa bekende, at det kniber med at forbinde en rigtig klar Mening og Tanke med de Ordsammenstillinger, han har, hvor prægtigt de saa end klinger.

Det er altsaa Ønsket om at udbrede Kendskabet til Saxos Værk i videre Kredse, selv om det ikke blev i dets egen oprindelige Form, der har været den ukendte Forfatters Bevæggrund til at vove det ret dristige Forsøg at sammenskrive dette Udtog; og efter min Mening er Forsøget ingenlunde faldet uheldigt ud for ham. Naturligvis er meget gaaet tabt; fremfor alt har der i Ud- toget selvfølgelig ikke kunnet blive Plads for de mange og store poetiske Partier, der opfylder Sagnhistorien hos Saxo; af Erik den Maalspages Vid og Visdomsord er heller ikke meget kommet med; udeladt er ogsaa adskillige Smaafortællinger eller enkelte Træk inden for større Fortællinger, som viser os de gamle Tiders Folke- tro; naar Epitomator har udeladt meget af den Slags, er det dog sikkert ikke af den Grund, at han har forarget sig derover, thi den vidunderlige Historie om Thorkil Adelfare gengiver han næsten fuldstændigt. Men i øvrigt maa man næsten undre sig over, hvor meget af Saxo det er lykkedes ham at faa med og trænge sammen inden for Udtogets Rammer. Det er egentlig først, naar man kommer ned til Historien om Valdemars Regering, at man føler Beskæringen stærkt; maaske er han efterhaanden bleven noget træt af Arbejdet; men selv dér har han dog naaet at faa de Dele med af Saxos Fortælling, som virkelig frembyder størst Interesse, om det saa ogsaa er gaaet stærkt ud over Kampskildringerne. Hvad den formelle Side af Udtoget angaar, da savner det ganske vist al den Pragt og Glans, der ligger over Saxos Diktion ; han be- nytter nok, særlig før han kommer til Valdemars Historie, i ikke ringe Udstrækning Saxos egne Udtryk, for saa vidt de da er klare og let forstaaelige, men Hovedsagen for ham er dog, som han selv siger, overalt at bruge plana verba i sin Fortælling. Hans latinske Sprog er ingenlunde daarligt, selv om det undertiden kan smage lidt for meget af Dansk; men det er ret monotont ved den

�� �