Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/10

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


4 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINORES

af Hertug Knuds Skrinlæggelse i 1170 affattede Officium for hans Helgenfester^). Den sidste historiske Meddelelse, Hovedforfatteren selv bringer, er den, som handler ora den Strid om Ærkebispe- sædet i Lund, der efter Ærkebiskop Ascers Død 1137 opkom mellem Slesvigbispen Ruko, som var udvalgt af Gejstligheden og Folket i Skaane og understøttedes af Erik Emune og siden af Erik Lam, og Eskil, Christiern Svenssons Søn, der siden 1134 havde været Biskop i Roskilde; Striden endtes ved den sjællandske Stor- mand Peder Botildesøns Mægling saaledes, at Eskil blev Ærkebiskop 1138, medens Ruko blev Biskop i Roskilde. Denne myrdedes nogen Tid efter (maaske 1142) i Ramløse af Thronkræveren Olav, Harald Kesies eneste efterlevende Søn, som fældedes 1143; men disse Begivenheder omtaler Forfatteren ikke, og af Slutningen af Kap. XVII fremgaar det, at Olav endnu var i Live, da Skriftet afsluttedes. Dette maa da sandsynligvis være sket omtrent ved 1140; for Resten slutter Skriftet saa brat, at man maa antage, at det har været Forfatterens Agt at fortsætte det; men dette er ikke kommet til Udførelse, hvad Grunden nu end kan være hertil.

Den første Halvdel af Skriftet, som handler om Tiden fra Kong Haralds Daab i Mainz 826 indtil Sven Estrithsøns Thron- bestigelse, er for en stor Del bygget paa Adam af Bremens Historie- værk, og mange Gange har Forfatteren simpelthen afskrevet de Beretninger, han giver. Ord til andet efter dette Værk. Dog har han i sine Fortællinger om Normannernes Færd, særlig deres Angreb paa England, adskilligt, som ikke findes hos Adam; muligt er det, at han har hentet dette fra en eller anden engelsk Chronik, men det kan ogsaa være (og saaledes tror jeg snarere at det for- holder sig), at han har erfaret det ved mundtlig Meddelelse fra en eller anden af de mange engelske Gejstlige, som var her i Landet. Og selv med Hensyn til det, han meddeler om Danmarks og i Forbindelse dermed undertiden Norges Historie, afviger han paa mange Steder endogsaa meget betydeligt fra den Fremstilling, der gives hos Adam. Da det nu er en sikker Sag, at han baade har været en intelligent Mand, og at han har kunnet læse og forstaa Latin (han skriver endog selv dette Sprog ganske flinkt), synes det efter min Mening ganske udelukket, at hans Afvigelser beror paa Misforstaaelse af Adams Beretninger. Der kan næppe være

��') Det sidste er godt paavist af Joh. Steenstrup i Historisk Tidsskrift VI. Hække, IV, S. 681 ff. Forfatteren af Kap. XX har meget uheldigt søgt at sammenarbejde de nævnte to Hovedkilder, og det meste af, livad lian selv føjer til, er galt.

�� �