Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/217

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


COMPENDIVM SAXONIS 199

forstandsmæssig, dels (og det endnu langt mere) i ethisk Retning. Men denne Tendens, som det altid er noget farligt for en Historie- skriver at komme ind paa, har i de første Parlier af hans Værk, vistnok særlig under Paavirkning af hans kære Forbillede Valerius Maximus (som egentlig slet ikke kan kaldes Historieskriver), saa at sige ganske overvældet ham og taget Herredømmet over ham til ikke ringe Skade for hans Værk. Der findes virkelig ikke saa ganske faa Steder, hvor han næsten til ethvert enkelt Træk, som han meddeler under den sagnagtige eller historiske Fortællings Fremadskriden, føjer sine egne moraliserende Betragtninger af for- skellig Art, holdte i ret stereotype Former; og hvis han endda lod sig nøje med at udtale den Tanke eller Betragtning, han anstiller, en enkelt Gang, kunde man vel finde sig deri; men ikke sjældent vrider og vender og varierer han den samme, tit meget simple Tanke gennem indtil en halv Snes forskellige Former og Udtryk, saa at man maa have en meget stor Taalmodighed for ikke at ledes og kedes derved — , det er i alt Fald min Mening. Nu er jeg ganske vist tilbøjelig til at tro, at adskillige af disse mange Variationer, hvoraf enkelte absolut maa kaldes uheldige, ikke skyldes Saxo selv, men Interpolationsforsøg, som en fremmed Læser har skrevet til i Randen eller mellem Linierne i det Haand- skrift, hvorpaa Christiern Pedersens Førsteudgave af Saxo er bygget; men meget af det kommer dog sikkert paa Saxos egen Regning. Her har da ogsaa Epitomatoren brugt sin Kniv flittigt og skaaret det allermeste bort af den Slags Ting; og er end ad- skilligt, som virkelig havde Værdi, gaaet tabt, saa kan det, mener jeg, paa den anden Side ikke godt nægtes, at Fortællingen hyppigt har vundet derved.

Hvad dernæst Saxos Stil og Sprog angaar, da maa det ganske vist indrømmes, at der hviler et vist storslaaet, pompøst, glansfuldt Skær derover; men i det mindste efter min Opfattelse har ikke lidet af al denne Prunk et — ja jeg turde næsten driste mig til at sige halvbarbarisk Præg. Der er eloqiientia deri, det kan ikke nægtes; men det er i alt Fald ikke eloquentia Attica, men meget mere en yderliggaaende eloquentia Asiana. Erasmus har jo nok i høje Toner prist hans vividiim et ardens ingeniiim, orationem numquani remissam aut dormitantem etc, og undret sig over, at en dansk Mand paa den Tid har kunnet skrive saaledes; men Erasmus selv har aldrig paa noget Sted, saa vidt jeg véd, skrevet noget i en Stil, der har Lighed med Saxos, og han har næppe kunnet eller villet skrive saaledes. Saxo har haft det Uheld, at

14*

�� �