Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/491

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est

DVO CARMINA HISTOHICA 473

om Kongernes Tilfangetagelse er givet, med følgende Ord: »Om deris Fengsel finder jeg en Planctum oc nogle gamle Vers / giort effter den tids Stijl.« — Paa Huitfeldt bygger den næste Udgave af Digtet, som findes hos Pontanus i hans »Rerum Danicarum Historiæ Lib. VI p. 310 (Edit. Amstelod. 1631) og indledes med disse Ord: »Addam his threnum, sive næniam potius, super eadem hac regiim captiiiilate eodem illo ævo Latine scriptam, quæ et seculi genium redolens indicio erit, 'quales tum versus Fauni vatesque canebant'. {Enniiis apiid Cic. Briit. 71). Est autem ista:^; derefter følger Digtet, skrevet i samme Form med lange Linier som hos Huitfeldt; stiltiende har Pontanus rettet adskillige Fejl. Til Slutning siger han: »Extat et similis monodia, sed vernacnlis rythmis, in libello Danicas eiusmodi cantiones vetuslissimas per- plures complectente, quem dedit aliquando V. cl. Andreas Vellejus. regiæ olim maiestatis historiographus« ; han sigter dermed til Vedels berømte Bog: »Et hundrede udvalde danske Viser« (Ribe 1591). Efter Vedels Indledning til Visen om Kong Valdemar i denne Bog siger han tillige, efter at have fortalt Historien om Tilfangetagelsen, og før han anfører Planctus: »Insula vero, in qua captus rex, Lythæ eidem Erico (o: Chronicon Erici Regis = Annales Ryenses) dicitur, et eam Fioniæ esse contiguam, nec a Foburgo longe dissitam, existimat in glossis suis ad R hyt ni os veteres Andreas Vellejus«. Deraf har den næstfølgende Udgiver Pfeffinger, som udgav Digtet i sin »Vitriarius illustratus« II, 502, faaet ud, at Vedel har ejet et Haandskrift af Planctus og udgivet Digtet {^rhythmos veteres") efter dette; det er naturligvis kun en Misforstaaelse. Pfeffingers Udgave kender jeg forøvrigt ikke uden af Usingers Omtale af den, som viser, at Usinger ikke har for- staaet, hvorledes det hænger sammen med dette »Vedels Haand- skrift« ; jeg har heller ikke brudt mig om at eftersøge denne Udgave, da det er klart, at den kun kan være et Optryk efter Pontanus. — Senere blev Planctus udgivet af Edélestand du Méril i hans »Poésies populaires Lalines du moyen-age«, p. 277 ff. (Paris 1847); han bygger paa Pontanus (maaske en anden Udgave af dennes Værk end den af mig ovenfor nævnte, da hans Notitser om Pontanus' Text ikke altid stemmer med, hvad der findes i denne Udgave), men han har dog tillige kendt Huitfeldts Udgave (snarest Folioudgaven); tiere Fejl i Texten har han rettet ved gode Konjekturer. Han har først fundet paa at inddele Digtet i firliniede Strofer med Halvering af Huitfeldts lange Vers; Strofernes enkelte Verslinier har, naar man læser Ordene efter

�� �