Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 2.djvu/103

E Wikisource
Haec pagina nondum emendata est

CHRONICA ARCHIEPISCOPORVM LVNDENSIVM 93

har bevarede, kan man, trods hans friere Maade at behandle sine Kilder paa, dog nok se at han har benyttet Annales Ryenses og Lundenses, Chronologia rerum memorabilium 1020 — 1323 (S. R. D. II p. 520 sqq.), Chronica Sialandiæ og Jutensis, enkeltvis vel ogsaa Saxo (i Fortællingen om Sven Grade og Ærkebiskop Eskil) og maaske enkelte andre ^); om mulig Benyttelse af fremmede Aar- bøger tør jeg ikke udtale mig. Saa vidt man kan dømme efter Værkets Indhold i den Skikkelse, hvori det nu foreligger, har han ikke haft til Hensigt at give nogen udførlig Beretning om de enkelte Ærkebiskoppers Historie, men blot i al Kortfattethed villet fortælle om nogle af de mærkeligste Begivenheder, der var indtrufne i hver enkelts Embedstid; og det ser ud til, at han har lagt an paa for hvers Vedkommende at faa omtalt i det mindste een Begivenhed, som angik den almindelige christne Kirkes Historie, een, som vedrørte den danske Kirke og ganske særligt Lunde- kirken, og een, som tilhørte den verdslige Historie om Danmarks Rige og Konger, undertiden ogsaa med Hensyn til de andre nordiske Riger, særligt Sverige. Denne Plan har han dog, som venteligt var, ikke kunnet gennemføre strengt overalt, og jeg tror derfor heller ikke paa, at han ligefrem har udtalt den i sine Ind- ledningsord, saaledes som det angives i den ene af de lo Former, hvori Indledningen foreligger. Det er fremdeles naturligt, at han, naar han vilde gennemføre en saadan Plan, raaatte komme til at træffe et ret vilkaarligt Valg mellem de Begivenheder, der i det hele kunde omtales, og navnlig maatte han tvinges til at udelade meget, som virkelig havde været Omtale værd; for blot at nævne et Par enkelte Ting, er det saaledes ret mærkeligt, at han under Ærkebiskop Eskil ikke har omtalt Valdemars Krige mod Venderne og Erobringen af Rygen, og under Absolon ikke Betvingelsen af Venderlandet og af Nordalbingien, naar han dog under Andreas nævner Estlandstoget og tillige Tabet af de sidstnævnte Erobringer. Men der foreligger rigtignok den Mulighed, at han virkelig selv


�') Efterretningen om den svenske Konge Magnus Smeks Krigstog mod Russerne og F>obring af Fæstningen Pekensare (1340 ell. 1348) findes foruden her i Cap. xiv (samt de p. 92 Anm. nævnte Annales 1316—89, der er afhængige af Ærkebispekrøniken) vistnok kun i Annales Minorum Wis- byenses (S. R. D. I p. 258), hvis første Del Nicolaus godt kan have kendt. Det er at mærke, at Navnet paa Fæstningen i disse Annales er lidt korrektere skrevet end i Ærkebispekrøniken. At ogsaa Dokumenter, som Lundekirken besad, og mundtlig Tradition ved Ærkesædet hist og her har været benyttede af Nicolaus, kan der næppe være Tvivl om.