Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 2.djvu/387

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


GESTA CNVTONIS REGIS 377

til Dronning Emma, hvem han ogsaa atter og atter omtaler med megen Ros; ja i Fortalen til Læserne, det Stykke, der kaldes Argumenlum, vil han endog ved en ret haartrukken Argumentation hævde, at Skriftet helt igennem, fra først til sidst, sigter hen paa en Lovprisning af hende, selv i de Partier, hvor hun slet ikke nævnes; i Henhold hertil var det, at Værkets første Udgiver, André Duchesne, gav det Titlen: Emmæ, Anglorum Re gi næ, Encomium, og endnu er det vel mest bekendt under denne Titel Encomium Emmæ, som dog passer endnu mindre til Skriftets Indhold end den førstnævnte. Hvorledes Forfatteren selv har villet betitle Skriftet, hvis han i det hele har tænkt paa at give det nogen Titel, kan ingen sige.

Som historisk Kildeskrift, særlig til Kong Knuds Historie, har Værket meget betydelige Mangler. Det omtaler ham kun som engelsk Konge, og der siges kun meget lidt om hans Forhold til og Regering over Danmark; ogsaa om hans Regeringshandlinger i England, efter at han havde vundet Eneherredømmet dér, meddeles der næslen intet, medens der derimod tales udførligt nok om de Kampe, ved hvilke han fik sit Herredømme grundlagt. Særlig har Forfatteren aldeles intet Øje for Knuds snilde Politik, hvorved han søgte at forsone Englænderne med det danske Herredømme, men sligt kunde man vel heller ikke vente af ham som en Fremmed og en simpel Munk; til Gengæld har han saa meget mere Sans for Knuds Interesse for Kirken. Hans Chronologi synes at være temmelig unøjagtig, og han er afgjort partisk for alt, hvad der staar i Forbindelse med Dronning Emma, og bitter Fjende af hendes Uvenner og Modstandere. Alligevel har Værket som hid- rørende fra Samtiden ikke ganske ringe Betydning ved Siden af de engelske Kilder, hvis Beretninger det paa adskillige Punkter udfylder, retter og støtter; derhos er det virkelig meget læseværdigt paa Grund af dets anskuelige og livfulde Skildringer, som vidner om Forfatterens Interesse for det valgte Emne og hans ret be- tydelige Evne som Fortæller; at nogen Svulst og Overdrivelse oftere kommer frem, kan man efter Værkets Bestemmelse og den paa de Tider herskende Smag ikke undre sig over. Forfatteren har haft et ganske godt Kendskab til visse Dele af den gamle latinske Litteratur; særlig synes han at have været fortrolig med Sallustius, hvis Stil og Udtryksmaade han tydeligt nok bestræber sig for at efterligne; ligeledes kender han godt Vergilius, fra hvis forskellige Skrifter han ogsaa har optaget ikke faa Udtryk og Vendinger i sit eget Sprog.

�� �