Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 2.djvu/460

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


450 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINORES

I sit Brev til Joh. K. af 27. Januar 1642 skriver Steplianius (se G. Storms Udgave 1880 p. III): t> Communicavit mecum nuper amicorum quidam binos manuscriptos tractalus, quorura alter Ano- nyrai erat de itinere a Danis nonnullis Hierosolymam suscepto, cuius initium tale, etc. ; alter vero codex complectitur historiam Theodorici monachi de antiquitate regum Norvagiensium, quæ sic incipit, etc«; og han skriver fremdeles, at han ikke tvivler paa, at det er de samme Skrifter, som Kirchmann har fundet og oftere omtalt for ham, men udbeder sig dog K.'s Bekræftelse derpaa. Tillige spørger han, om K. har i Sinde snart at udgive dem; Tconstilui etenim notis quibusdam utramque scriptorem illustrare^ quæ cam tuis, quas te parasse spero, coniungi possent.i. Man har heraf sluttet, at der 1642 her i Danmark var fundet et nyt, fra Lubeckerhaandskriftet forskelligt Haandskrift af de to samme Smaa- skrifter, dog vistnok saaledes, at de her ikke var forbundne med hin- anden, men hvert stod for sig, saa at der altsaa egentlig var 2 Haand- skrifter (se ovfr. : alter codex). Denne Anskuelse deler endnu G. Storm (Udgaven, p. V) og afviser bestemt den af B. C. Kirchmann i en Note til hans Præfatio fremsatte Formodning, at det (eller de) Haand- skrift(er), Stephanius omtaler, kun har været Afskrift(er) af Liibecker- originalen, som Joh. Kirchmann i 1629 gav til Christian Friis, og som derefter fandtes i Friis's Bogsamling, hvorfra Stephanius i 1642 havde faaet Texterne. Nu siger Joh. Kirchmann i sit ovenfor omtalte Brev til Friis ganske vist intet om, at han har givet Friis saadanne Afskrifter (smlgn. ovfr. Brevene til Meursius S. 445 Anm. 1); men det er dog ganske rimeligt, at dette er sket, da Friis jo helst maatte have Lejlighed til at lære Skrifterne lidt nøjere at kende, end det kunde ske ved en blot Forevisning og flygtig Læsning af dem i Lubeck; og jeg for min Del er overbevist om, at B. C. Kirch- mann i det væsentlige har Ret i sin Formodning. Den Omstændig- hed, at Stephanius ikke giver den mindste nærmere Oplysning om de i Danmark fundne Manuskripter, ikke engang om »Vennen«, af hvem han har faaet dem, og at der heller ikke fra nogen som helst anden Side forlyder det mindste om dette nye Haandskrift- fund i Danmark, samt at de »fundne« Haandskrifter siden er sporløst forsvundne, gør den hele Historie om dette Haandskrift- fund yderst mistænkelig. Og hertil kommer saa en anden Ting, som efter min Mening slaar Hovedet paa Sømmet. I Upsalas Universitetsbibliothek, i den Samling, som er skænket det af Grev Magnus Gabriel de la Gardie, og hvortil særlig hører de Haand- skrifter, som denne afkøbte Stephanius's Enke, findes der som

�� �