DE PROFECTIONE DANORVM IN HIEROSOLYMAM 455
Skriftet tilhører altsaa ikke den danske Litteratur; men da det dog er skrevet paa Opfordring af danske Mænd, særlig bestemt til Læsning for Danske og for største Parten handler om Danske, er dermed vel Berettigelsen given til at optage det i dette Appendix til Scriptores minores historiæ Danicæ. Hvem den danske gejstlige Mand er, til hvem Forfatteren har dediceret Skriftet, véd jeg ikke; «fter Titulaturen at dømme behøver det ikke at være en Biskop, og der findes da heller ikke i Tiden noget efter Aar 1200, paa hvilken Skriftet er skrevet, nogen Bisp i Danmark, hvis Navn begynder med C eller K; turde jeg stole paa, at S-Afskriftens C bedre gengiver, hvad Originalen har haft, end K, som findes i MA, vilde jeg snarest gætte paa, at Originalen havde haft G, og at derved kunde være betegnet den berømte Gunnerus, som 1216 blev Abbed i Øm Kloster. Forfatteren har sikkert, som Dr. Kålund mener, været en af de mange norske Gejstlige, som under Borger- krigene paa Sverres Tid søgte Tilflugt i Danmark. Men at han skulde have været den samme Mand, der som det andet Skrifts Forfatter kalder sig Theodricus Monachiis, tror jeg ikke rigtig paa, og de Argumenter, med hvilke Dr. Kålund søger at støtte denne Anskuelse, synes mig ikke at være synderlig stærke. Allermindst kan Ligheden i den ydre Form tjene som Bevis; en Anordning som den her forekommende, med en Epistola præfatoria, en Prologus og et Kapitelregister^) forud for den egentlige Text, er i lidt varierende Form ganske almindelig i middelalderlige Skrifter. Jammeren over Menneskenes (ogsaa Kirkefolkenes) tiltagende For- dærvelse i denne Verdens sidste (sjette) Periode, da Verden stunder mod sin Undergang, hører til disse Skrifters loci communes; lige- ledes Forfatterens Beklagelse af sin Mangel paa fin stilistisk Evne. Digressioner er ogsaa ganske almindelige overalt; de i vort Skrift er tilmed kun faa og af en anden Art end de, der findes hos
��norske Ord og Navne deres rigtige norske Form; men jeg tør dog ikke helt igennem følge hans Raad. Jeg tør nok rette det gale mocerei til Nioterei, men ikke til Njotarey, og Seleir til Seleiar, men ikke til Selegjar; ligeledes giver jeg Ordsprogene deres rette nordiske Form efter hans Anvisning, da visse Spor i Haandskriftet viser hen dertil; men stort videre tør jeg ikke gaa. Det er jo ogsaa ret ligegyldigt. ^) G. Storm har ment, at Kapitelregistret er skrevet af en anden Mand end Forfatteren; det tror jeg ikke paa. Selv Forfatteren kunde godt have tilladt sig de ubetydelige Unøjagtigheder, der viser sig i de Differentser, Storm har paapeget; i Middelalderen tog man det ikke saa nøje med den Slags Smaating; og endnu mindre har senere Afskrivere lagt Vægt paa her at vise sig strengt korrekte.
�� �
