96 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINORES
Deltagelse deri, og lidt af samme Slags er ogsaa meddelt om Birger, dog ikke længere ned end til Aar 1501 ^).
Naar Spørgsraaalet om Værkets Overleveringshistorie skal be- handles, maa man, efter hvad jeg her nærmest forud har sagt, holde de yngste Slutningsstykker helt uden for Betragtningen og blot tage Hensyn til den Del af Værket, der slutter med Tuves Død. Saa vidt jeg kan skønne, stiller da Forholdet for denne Dels Vedkommende sig snarest paa følgende Maade. Alle vore Haandskrifter gaar naturligvis ud fra een fælles Archetypus som første Grundlag; denne Archetypus har selvfølgelig været det Grundskrift, Nicolaus havde skrevet (N), men den kan dog ikke have været selve det Exeraplar, der var udgaaet umiddelbart fra hans Haand. At det forholder sig saaledes, kan man med Sikker- hed slutte deraf, at der i alle vore Haandskrifter findes visse, enten aldeles aabenbare eller dog overvejende sandsynlige, fælles Fejl, som Nicolaus ikke kan have begaaet. Dertil regner jeg for det første den falske Titulatur for Erik Egothe, som findes i Gap. i; endvidere den aabenbare Lakune, som Slutningen af samme Kapitel opviser, vistnok ogsaa den lille Lakune i Kapitlets Begyndelse, hvor Ordene cum bulla savnes; thi naar O alene af alle vore Text- vidner har disse Ord, skyldes dette efter min Mening en Konjektur af Petrus Olai, som ganske naturligt maatte paatvinge sig ham, ligesom jeg ogsaa selv havde tilføjet disse Ord ved Konjektur, før jeg saa', at de fandtes i O; endvidere hører herhen de tre Smaa- lakuner, som jeg mener at have paapeget i Cap. x; og ligeledes er det, som jeg ovenfor har sagt, muligt, dels at der i Cap. ii, noget efter Begyndelsen, foran Hem hiiius tempore kan være ud- faldet et Led som dette: (jtem haiiis tempore Valdemarus, rex Dacie, Rugiam subiugauit et ad fidem Christi conuertit, sub a. d. M.C.LXX), dels at der i Slutningen af Cap. iii foruden Aarstallet
�') Jeg anser det ikke for overflødigt at bemærke, at den Anskuelse om
Værkets Tilblivelseshistorie, som jeg ovenfor har fremsat, ligesom ogsaa
den Forestilling om Textoverleveringens Forhold, som jeg i det følgende
vil meddele, har jeg dannet mig ganske selvstændigt ud fra nøje Iagt-
tagelser og Overvejelser over Værket selv, uden at raadføre mig med
nogen anden mundtligt eller læse, hvad der ellers var skrevet om Sagen.
Først bagefter har jeg gjort mig bekendt med, hvad der tidligere var
sagt derom af andre, fremfor alt af Dietrich Schaefer i hans »Dånische
Annalen und Chroniken« (Hannover 1872), S. 72—78. Vore Anskuelser
falder paa visse væsentlige Punkter sammen ; hvor der er nogen Af-
vigelse, har jeg ikke fundet nogen Anledning til at forandre, hvad jeg
ovenfor har sagt.
�
