Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/12

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


6 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINORES

Godkendelse, navnlig paa Grundlag af Saxos Historieskrivning. Knud den Hellige havde jo vundet pavelig Anerkendelse som Helgen, og for dette Faktum maa Forfatteren som en lydig Kirkens Søn bøje sig; med synderlig Lyst har han dog aabenbart ikke gjort det, han udtaler sig kun ret køligt og i ganske almindelige Vendinger derom; raaaske har Roskildekirken, som han tilhørte, været noget skinsyg paa Odensekirken for den Glans, denne havde faaet over sig ved sin nye Helgen, saa at ogsaa dette har kunnet bestemme ham til at anbringe en lille Hage ved sin Anerkendelse af Knuds Helgenværdighed; thi dette har han aabenbart tilladt sig, idet han tydeligt nok gennem sine andre Udtalelser om Knud tilkendegiver, at han, for øvrigt i Overensstemmelse med mange andre i Folket, har anset ham for en tyrannisksindet Hersker, som i det mindste for en Del ved egen Skyld havde fremkaldt det Oprør imod sig, der førte til hans Drab. I Modsætning hertil har han vel kun nogle faa, men dog meget varmtfølte Lovord til overs for hans Forgænger Harald Hen; og for hans Efterfølger Olav har han aabenbart ikke ringe Sympathi. Han tror utvivlsomt slet ikke paa de Rj'gter om ham, der var satte i Omløb og be- skyldte ham for underfundigt Forræderi mod Knud; og om han end, sagtens af Ærbødighed for sin Biskop Sven Norbagge, som han har agtet saa højt, ikke tør afvise den Forestilling, at Uaarene i Olavs Tid var en Guds Straffedom over Folket paa Grund af Knuds Mord, vil han dog ikke paa nogen Maade anerkende, at Kongen selv ved personlig Skyld skulde have nogen Andel i, at disse Ulykker kom over Landet. Omvendt vil han heller ikke i Olavs Efterfølger Erik Egothe se nogen særlig Gud velbehagelig Mand, saa at det paa nogen Maade skulde skyldes hans For- tjenester, at de gode Aar nu vendte tilbage; tværtimod er han, i Samklang med sin Uvilje mod Knud, endogsaa meget gram paa Erik, Knuds kæreste Broder, uvist af hvilke Grunde og med hvilken Ret; thi han har ikke med noget som helst Bevis under- bygget sin Paastand om, »at Erik fandt paa mange nye ubillige og uretfærdige Love«, og vore andre Kilder taler intet herom. Maaske bør det dog erindres, at Erik havde været landsforvist under hele Olavs Regering; der kan da være en vis Sandsynlighed for, at han efter sin Hjemkomst ikke har været mild mod dem, der havde støttet den afdøde Konge; og om end Saxo i høje Toner priser hans Mildhed særlig mod det menige Folk, siger han dog, at han kunde fare strengt og grusomt frem mod Stormændene, som tillod sig uretfærdige Overgreb mod Ainuiesfolk; muligvis kan han da

�� �