Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/11

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina emendata est
5
CHRONICON ROSKILDENSE

Tvivl om, at han ogsaa har søgt at øse af den mundtlige Tradition om de historiske Begivenheder, der fandtes i Danmark, og selvstændigt at fremstille, hvad han saaledes havde erfaret; men er det saa, fremgaar det klart af hans Meddelelser, hvor usikker og forvirret denne Tradition har været, og han selv har ikke mægtet, maaske heller ikke brudt sig meget om, at bringe Orden i dette Vilderede. Særlig lægger dette sig for Dagen i hans Beretninger om de to Gormer og de tre Haralder[1]; for øvrigt bekender han paa et Par Steder ligefrem, at de Meddelelser, han har kunnet indhente, ikke tilsteder nogen sikker Afgørelse af visse Spørgsmaal.

Betydelig mere Interesse frembyder Skriftets sidste Halvdel. Om Sven Estrithsøn selv har han ikke meget at fortælle, heller ikke om de to første af Svenssønnerne; men allerede ved Omtalen af Olav er han ret udførlig, og navnlig har han meget at berette om Niels’s og om Erik Emunes Historie. Han har utvivlsomt personlig oplevet i det mindste Tiden fra o. 1100 af som moden Mand, der har haft eller i ethvert Fald tiltroet sig selv at have Evne til at fælde en selvstændig Dom om Tidens historiske Begivenheder og Personligheder; hans Skrift derom bliver derved til en Førstehaandskilde for denne Tids Historie, hvor megen eller hvor liden Lid man nu end vil fæste til hans Fremstilling. Hans Meddelelser om de historiske Begivenheder er ganske vist ret ufuldstændige, men hvad han beretter herom, synes i alt væsentligt at være rigtigt, og alt det vigtigste faar han dog med. Hans historiske Opfattelse af Tiden i det hele og de Domme, han udtaler om de højest staaende verdslige og gejstlige Personligheder med en mærkværdig Frimodighed og Uforbeholdenhed, ikke sjældent ogsaa med stærk Lidenskabelighed, har sikkert haft deres subjektive Berettigelse for ham, thi alt i alt gør han Indtryk af at være en ærlig Mand, der ikke vil sige andet, end hvad han mener at kunne staa ved; i hvor høj Grad man skal tilkende dem objektiv Gyldighed, er et andet Spørgsmaal, og det et Spørgsmaal, som det efter min Mening vil være overmaade vanskeligt for enhver Eftertid at afgøre med blot nogenlunde Sikkerhed. Men det interessante er, at han gennemgaaende repræsenterer en historisk Anskuelse, der staar i mere eller mindre skarp Modsætning til den. som i

Tidernes Løb efter ham vandt Overhaand og fandt almindelig

  1. Den Maade, hvorpaa Stephanius har søgt at bringe Krøniken i en vis Overensstemmelse med den sædvanlige Tradition, ved at udslette et helt Stykke af Kap. IV (se Kommentaren p. 17, 21 ff.), er naturligvis ganske forfejlet.