94 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINDRES
kan have berettet om disse Ting i sit eget Værk, men at disse Beretninger senere er gaaet tabt ved de Omkalfatringer, som hans Værk utvivlsomt i senere Tider har undergaaet. Der er ikke saa ganske faa Fejl i hans Angivelser; maaske er dog en Del af disse komne ind i senere Tider ved Afskrivernes Skyld.
Det Værk, Nicolaus havde tilvejebragt, har efter al Sandsynlighed ligget uforandret og maaske ogsaa lidet paaagtet hen indtil henimod Slutningen af det Tidsrum, i hvilket Tuve Nielsen beklædte Ærkebispesædet (1443 — 72). Men saa er Tuve bleven opmærksom paa det, og da hans egen Bispetid havde været ret rig paa mærke- lige Begivenheder, har han, for at faa Mindet om disse bevaret, faaet den Tanke at give Nicolaus's Værk en Fortsættelse. Dog tror jeg ikke, at han selv har skrevet denne Fortsættelse, men at han har overdraget en anden, og da vistnok en af sine Klerke ved Lundekirken, at udføre dette Hverv; at det er saa, kan man vistnok slutte deraf, at denne Hjælper har betegnet ham selv med Ærestitlen Reverendissimus pater, som første Gang i Skriftet findes knyttet til Tuves Navn, ganske vist kun i et enkelt af Haand- skrifterne, men et, som paa mange Punkter har den bedste Over- levering. Formodentlig er det da ogsaa den samme Mand, der har villet give det Udseende af, at hele Skriftet skyldtes Tuve, idet han i Indledningsordene til det (i det samme Haandskrifts Overlevering) har fjernet Ærkebiskop Nicolaus's Navn og i hans Sted nævnet Reverendissimus pater dominus Tuuo, dei gratia Lun- densis archiepiscopus, som Ophavsmand til Skriftet. Sit eget Arbejde har han begyndt dels med Indføjelsen af en Notits om, i hvor mange Aar Nicolaus havde været Ærkebisp, dels med en mærkelig hadsk Charakteristik af Valdemar Atterdags Regering, som staar i skarp Modsætning til den Maade, hvorpaa Nicolaus selv havde omtalt denne Konge forud. Derefter har han saa fortalt om de efterfølgende syv Ærkebisper, men Fortællingen har her en væsentlig forskellig Charaktér fra Nicolaus's, hvis ovenfor omtalte Plan han ikke har kunnet og vel heller ikke har villet følge. I formel Henseende er det at mærke, at han overalt (undtagen paa et enkelt Sted, hvor der vistnok er en Fejl i Overleveringen) ikke nøjes som Nicolaus med simpelthen at nævne Ærkebispens Navn, men føjer dominus til; ved Tuve er Titulaturen endda meget ud- førligere. Dernæst beflitter han sig paa, hvor han kan det, at give Meddelelse om vedkommende Ærkebispers Dødsdag og Be- gravelse (utvivlsomt efter Gravstenene i Lundekirken), et Par Steder
�
