148 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINORES
efter Kong Niels's Død føjet hans Navn til de øvrige. Imidlertid har først en manus secunda i Midten af sæc. XII. tilføjet Erik Emunes og Erik Lams Navne, og dernæst har en senere Haand, der betegnes som manus tertia, i Slutningen af sæc. XII. udvidet Listen ved Tilføjelser, saa at den noget mere fik Charakter af en almindelig Kongeliste. Først har denne Skriver paa Slutningssiden (fol. 123^') af den nærmest forudgaaende Afdeling af N. L., hvor der var en tom Plads, tilføjet Navnene paa 7 Konger fra Haraldus (Klak) til Kanutus Harthe; dernæst har han efter Erik Lam fortsat Listen med 4 Kongenavne (egentlig dog kun med 3, idet Erik Lam regnes dobbelt); endvidere har han i den gamle Liste tilføjet Knud den Helliges Regeringstillrædelsesaar, og endelig har han oven over alle Navnene paa Kongerne tilføjet Angivelser om An- tallet af deres Regeringsaar; mærkeligt er det for øvrigt, at en saadan Angivelse ikke er føjet til ved Navnet Sueno (Grathe), da den dog findes ved hans Samtidige, Canulus (Magni filius). Med manus terlia er der ogsaa tilføjet i Randen visse annalistiske Notitser, den sidste angaaende Aar 1171; af disse har jeg dog her i Udgaven kun villet lage tre med, som angaar Kongehistorien. En manus quarta, der er lidt yngre end tertia, har allersidst til- føjet to Navne til Listen, Canutus og Waldimarus , af hvilke Canutus er en Gentagelse. — Et fototj'pisk Aftryk af fol. 124'" er givet i »Palæografisk Atlas, Dansk Afdeling«, udg. af Kommissionen for det Arnæmagnæanske Legat, Kbhvn. 1903. Listen er udgivet af Langebek i S. R. D. L p. 424-26 og III. p. 431-34.
II. Catalogus Regum Danie maa, skønt den til sidst har Navnene paa Valdemar den Førstes to Sønner, dog være forfattet paa denne Konges Tid, eftersom den ikke har nogen Aarsangivelse for Knud Valdemarsøns Ihronbestigelse; den er altsaa ældre end baade Sven Aggesøns og Saxos Værker. Ved Siden af Chronicon Lethrense er den det første Skrift, som ogsaa tager Hensyn til Hedningetidens Konger; den begynder disses Række med Dan, men Rækken om- fatter kun ni Navne, saa at Forfatteren her kun har haft en højst mangelfuld Overlevering at støtte sig til. Foruden den første dislinclio, som opregner disse ni reges paganos, opstiller Forfatteren endnu lo distinctiones , først en, som omfatter antiquos reges Christianos og gaar fra Haraldus (Khik) lil Nicolaus, dernæst en, som indeholder reges modernos catholicos fra Ericus Emune til Waldemarus; hvorledes han er kommen ind paa denne ret mærkelige Sondring, skal jeg ikke kunne sige. For hver især af
�� �
