Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/231

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


COMPENDIVM SAXONIS 213

tyder, at der er udeladt noget), og disse Tegn kan være umalede eller rodfarvede. Abbreviationssystemet og Orthograficn er i all væsentligt af samme Art som i de andre Haandskrifter. Foruden den smukke og tydelige manus prima, som har skrevet hele Texten lige indtil Midten af Fol. ISO"" og selv indført nogle Heltclser i den, findes der ogsaa en manus secunda, som maa være samtidig, men skriver med lidt blegere Blæk og ikke former Bogstaverne fuldt saa smukt; denne .Skriver maa have gennemgaaet Haand- skriftet ret snart efter, at manus prima havde skrevet det, og sammenholdt det med Originalen, hvorefter det var afskrevet, og han har da rettet ikke saa faa Fejl, der var begaaede, navnlig lil- fojet hele Rækker af Ord, som manus prima havde oversprunget, mest i Randene foroven eller forneden. Rettelser er ogsaa paa forskellige Steder foretagne af en noget yngre manus terlia og vist endda tillige af nogle andre endnu senere Hænder, som det ikke er let at sondre bestemt fra hinanden. Dels fra manus secunda, dels fra manus tertia stammer de forskellige Randnoter, som undertiden kan erstatte de manglende Kapiteloverskrifter, eller indeholder korte Indholdsangivelser til de Textafsnit, ud for hvis Begyndelsesord de staar; i Reglen er der intet særligt at bemærke ved dem, og jeg har derfor kun sjældent omtalt dem i min Kommentar. Som en Kuriositet kan det anføres, al der af og til af den ene eller den anden af disse Hænder i Randen er tegnet enten blot en pegende Haand eller el raal formet Brystbillede af en Mand, der med fremstrakt vældig Pegefinger viser hen paa de i Texten staaende Ord, som Tegneren særlig har villet henlede Læserens Opmærksomhed paa ; hyppigst, dog ikke udelukkende, er der paa saadanne Steder i Texten Tale om visse kirkelige Forhold. Originalen til S maa, som ovenfor sagt, have været et Haandskrift, der har været nær beslægtet med V, men dog vistnok har haft en mindre fejlfuld Text; i det mindste har S paa ikke ganske faa Steder de rigtige Læsemaader, hvor V frembyder Forvanskninger. Men der foreligger for øvrigt ogsaa den Mulighed, at Skriveren af S, som aabenbarl har gjort sig nogen Umage for al forslaa, hvad han skrev, ved egen Gisning har kunnet finde paa at rette Fejlene. Paa den anden Side har denne Stræben ogsaa haft uheldige Følger, idel den har ført Skriveren til al lave vilkaarligt om paa Texten, hvor han ikke fandt den tilfredsstillende; der er intet af de andre Haandskrifter, hvor Interpolation har grebet saa vidt om sig som i S. En ganske særlig Ting udmærker imidlertid S fremfor de andre Haandskrifter. Hvor nemlig manus prima slutter paa Fol. ISU"" ganske med de samme Ord som VA, har i S en noget yngre

Script, hist. Dan. minores 1"

�� �