Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/42

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


36 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINORES

herred raed Byen Skuldelev. Hvad den Tid angaar, paa hvilken han har levet, synes man ogsaa at kunne fastslaa den raed nogen- lunde Sikkerhed. Et mærkeligt Charaktértræk ved ham er nemlig hans stærke Had til Tyskerne. Det lægger sig for Dagen allerede lige straks i Værkets Begyndelse, hvor han fortæller om Rigets Samling, der netop var foranlediget »i ældgamle Tider« (— andet betyder Ordene in etate Daiiid ikke — ) ved det Angreb, som »Kejseren« første Gang (primo tempore) rettede mod Danmark for at bringe det ind under sit Herredømme; den ældste Kejser, han kender, er Augustus, og han bliver da naturligvis til tysk-romersk Kejser. Han hævder ogsaa dér, at Danmark altid har været uaf- hængigt af alle, særlig naturligvis af Tyskerne; alene Kejser Ludvig, hvem Christendommens Indførelse i Landet skyldtes, nærer han netop af denne Grund Ærbødighed for, som det sømmer sig en Kirkens Mand, og ham tilkender han et forbigaaende Herre- dømme over Landet. Et næsten barnagtigt Udslag faar hans Tysker- had deri, at han lader »Skaanegreven« Hjartvar, som forræderisk myrdede Kong Rolf, være af tysk Herkomst. Dette Tyskerhad, som ogsaa i højeste Grad præger Sven Aggesøns og (maaske lidt mere afdæmpet) Saxos Historieskrivning, er, efter at det var be- gyndt at vækkes ved Sven Grathes forargelige Maskepi raed Tyskerne, især kommet til frodig Udvikling paa den Tid, da den hovmodige Kejser Frederik Barbarossa stræbte at tvinge først Valdemar den Første og siden hans Søn Knud til at anerkende sig som Lensherre; fra denne Tid stammer altsaa Krøniken, og da den sikkert er ældre end Sven Aggesøn, maa den forraodentlig være bleven til i Tiden omkring 1170.

Som Roskildeklerk har Forfatteren let fundet Lejlighed til at stifte Bekendtskab med det interessante historiske Værk Roskilde- krøniken, som en af hans Kaldsbrødre ikke lang Tid forud havde skrevet; og at han har ladet sig paavirke af dette, ses saa tyde- ligt, som man kan ønske sig det, i hans Fortælling om Kong Snyo. Denne fremstiller han nemlig som en Konge af ganske samine Typus som Roskildekrønikens Erik Emune, og de Udtryk, som Roskildekrønikens Forfatter efter hele sin Tendens har anvendt om Erik Emune (og delvis Erik Egothe), overfører han uden videre paa sin Snyo, om hvem de i og for sig er mindre motiverede. I Chr. Rosk. Kap. XIV charakteriseres Erik Emune som vir flagi- ciosiis, furore el mendacio replelus, og i Chr. Lelhr. siger Athisl til Snyo, da han indsætter ham til Danekonge (Kap. V): eslo ibi rex robustus et furore flagiciosus; ligesom det i hin liedder

�� �