Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/64

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


58 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINORES

dræbt under Borgerkrigen af Erik Emunes Folk; om den tredje, Eskil, fortæller vore Historikere intet særligt; den fjerde var Sven Aggesøns Farfader Christiern. Denne og hans Søn Aggi kæmpede under Borgerkrigen efter Knud Lavards Mord paa Erik Emunes Side, og Sven fortæller i sin Danmarkshistorie om deres Deltagelse i disse Kampe; en anden Søn af Christiern var Eskil, som efter Ascers Død blev Ærkebiskop i Lund (1138-77).

Sven Aggesøn, hvis Fødselsaar er ubekendt, men sandsynligvis falder i Tiden 1140—50, har vel faaet sin første Ungdomsuddannelse i en eller anden Klosterskole herhjemme; men der kan, naar man skal dømme efter det Kendskab til den klassiske Oldtid, som han lægger for Dagen i sine Værker, næppe være nogen Tvivl om, at han har søgt en fyldigere Uddannelse ved en fransk Skole, snarest vel i Paris; de franske Skoler var dengang i en klassisk Renæssance- periode, som var udgaaet fra Skolen i Chartres, og af en af denne Skoles berømteste Lærere, Bernardus Carnotensis, anfører Sven i Epilogen til sit første Skrift en mærkelig, ogsaa andensteds omtalt Ytring. Denne Uddannelse har vakt hans Interesse for litterære Sysler og bestemt ham til selv at forsøge sig som Forfatter; særlig omtaler han i Fortalen til sin Danmarkshistorie, at Læsningen af latinske Historieskrivere har beskæftiget ham meget, men tillige bragt ham til i høj Grad at føle Savnet af, at man herhjemme ikke besad noget tilsvarende Værk om de Bedrifter, Danmarks Konger lige fra Hedenold af havde udført, skønt de lige saa fuldt fortjente at mindes og skildres som de klassiske Oldtidsheltes Gerninger.

Efter sin Hjemkomst fra Udlandet er han, ligesom sine For- fædre, traadt ind i Kongens Hird, der regnedes som nedstammende fra Knud den Stores Huskarlekorps, Thinglid, for hvilket han havde givet Vederloven. Som Hirdmand har Sven været med paa Valdemars og hans Søn Knuds Krigstog; et Par personlige Op- levelser fra denne Krigerfærd i Kong Knuds første Aar omtaler han. Han maa vist, efter sine Ytringer om Valdemars Dronning Sophia (i Danmarkshistorien Kap. XIX), have staaet Hoffet ret nær og været velset dér, som man ogsaa kunde vente efter hans for- nemme Æt. Til Ærkebiskop Absalon synes han ikke at være kommen i noget nærmere personligt Forhold, om han end natur- ligvis har kendt ham og talt med ham og omtaler ham med meget rosende Ord; naar han ikke kommer til at omtale hans Virksomhed som Kongens Raadgiver og Hjælper i Krigene nærmere, har dette sin naturlige Grund deri, at han i høj Grad har afkortet sin Fremstilling af de sidste Kongers Historie, fordi han af Absalon

�� �