60 SCRIPTORES HISTORIÆ DANICÆ MINDRES
— undtagen maaske det negative, at han ikke har villet fortælle Sagnhistorierne om Ro og Helge, som det vistnok ellers havde ligget nær for ham at tage med, men som han vel har oversprunget, fordi Publikum kendte dem fra Krøniken. (Eventyrhistorierne om Hundekongen og Kong Snyo havde det naturligvis aldrig kunnet falde ham ind at tage med i sit Værk). Udenlandske Kilder, som f. Eks. Adam af Bremen, har han aabenbart aldeles ikke benyttet. Hans Hovedkilde har dog været den mundtlige Tradition om For- tiden, som levede hos de danske og vistnok særlig de jydske Stormandsætter, og det er klart nok, at han med Flid og Iver har søgt at samle denne Tradition ved at spørge sig for, særlig hos højtbedagede Mænd, af hvem han ventede at kunne faa det meste og paalideligste at høre. Men lige saa klart er det, at denne Tradition paa mange Punkter har været højst mangelfuld ; den har tit haft store Huller, og der har været mange Uoverens- stemmelser i den. Sven har da set sig nødt til at vælge og vrage mellem det, der blev fortalt ham, eftersom det har været hans Agt kun at meddele det, hvorom der herskede nogenlunde Over- ensstemmelse mellem Traditionsberetningerne, og han ikke har villet fylde sit Værk med noget, som han ansaa for rene Fabler. (Der er jo for Resten alligevel løbet adskilligt af den Slags ind med i hans Fortælling, f. Eks. i hans Meddelelser om Knud den Store). Dette (og saa desuden det, at han kun har villet fortælle om det, der forekom ham at have virkelig Betydning) er Grunden til, at der i hans Sagnhistorie om den ældre Tid (forud for Sven Estrithsøn, og særlig forud for Sven Tjuvskeg) hist og her findes store Huller, hvis Tilstedeværelse han er sig selv fuldt bevidst. Fra Sven Estrithsøns Tid af havde han utvivlsomt kunnet meddele betydelig mere, end han har gjort; naar han ikke har gjort det, kommer det, som han selv meddeler os, deraf, at han under Udarbejdelsen af sit Værk, som han aldeles utvivlsomt havde fattet Planen til og paabegyndt ganske af egen Drift, uden nogen som helst Tilskyndelse fra Absalons Side, ved en Samtale med denne havde erfaret, at hans Hirdfælle {contubernalis) Saxo, som han aabenbart ikke har haft noget nærmere personligt Bekendtskab til *) eller vidst noget om
��') .leg henviser herom til det, jeg har sagt i min ovenfor nævnte Over- sættelse i Anm. 1 til S. 66. Her vil jeg blot tilføje, at hvis der havde bestaaet noget nærmere (og venskabeligt) Forhold mellem Sven og Saxo, vilde denne sidste sikkert ikke have omtalt Svens Farfader Christiern paa den Maadc, som han gør det i Beg. af 14. Bog, hvor han giver Christierns Tilskyndelser Skyld for Erik Emunes grusomme og utaknem- lige Fremfærd mod hans Broder Harald Kesies Sønner Bjørn og Erik,
�� �
