Pagina:Scriptores Minores Historiae Danicae Medii Aevi vol 1.djvu/67

E Wikisource
Jump to navigation Jump to search
Haec pagina nondum emendata est


SVENONIS AGGONIS FILII OPVSCVLA 61

hans Planer, var i Færd med at udarbejde en udførligere Fremstilling af disse Tiders Historie; tilmed har Absalon vistnok meddelt ham, at han nærede store Forventninger om Saxos Værk. og navnlig rost ham for hans Dygtighed som latinsk Stilist, en Færdighed, som Sven selv ikke har ment at kunne gøre Krav paa at besidde, skønt han for Resten ingenlunde behandler det latinske Sprog daarligt efter den Maalestok for Behandlingen af dette Sprog, som almindelig raadede dengang. Sven har da for dette Tidsrums Vedkommende i det hele fattet sig kort, og kun ganske enkelte Stykker har han givet en fyldigere Behandling, vistnok af særlige Grunde. Er det historisk rigtigt, hvad Knytlingasaga fortæller om Thorgunnasønnernes Forhold til Knud den Hellige, kan man godt forstaa, at han har dvælet længere ved denne Konges Historie; han har for øvrigt sikkert ogsaa villet rette paa de tendentiøse Fremstillinger af Aarsagerne til Oprøret imod ham, der var givne dels i Roskildekrøniken, dels hos Ailnoth. Og naar han fremdeles har opholdt sig længe ved Borgerkrigen efter Knud Hertugs Død, skyldes det tydeligt nok den Omstændighed, at hans egne nærmeste Frænder havde taget saa virksom Del i disse Kampe. I For- bindelse dermed er han da temmelig naturligt ogsaa kommet til at fortælle udførligere om Borgerkrigens Forudsætning og Aarsag, Knud Hertugs Mord, og dette Stykke er blevet et Glansparti i hans Fortælling; endvidere er det i Betragtning af, at hans Æt havde sluttet sig saa nær til Erik Emune, ret forstaaeligt, at han ogsaa har talt udførligere om denne Konge, idet han, vistnok som et Slags Forsvar for sin Slægts Holdning, stærkt har villet frem- hæve, at det først var efter Borgerkrigens Slutning, at Erik Emune blev den grusomme, blodplettede Tyran.

Sven Aggesøns historiske Fortælling er kvik og interessant, Hans Fremstilling af Sagnene om Uffe, Thyra og Sven Tjuvskeg er ikke saa meget Historie som fornøjelige Smaanoveller, og han overgaar her efter min Mening langt Saxo. Hvad der særlig er mærkeligt ved Fortællingerne om Uffe og Thyra, er det vold- somme Tyskerhad, han i dem lægger for Dagen; det er natur- ligvis væsentlig Frederik Barbarossas hovmodige Optræden mod Danmark, først over for Valdemar (1162) og siden end mere over for Knud straks efter dennes Regeringstiltrædelse (1182), der har fremkaldt denne Følelse hos alle Danske, der elskede deres Fædre- land. I denne Sammenhæng er det ogsaa let forstaaeligt, at han priser Styrkelsen af Danmarks Grænsevold mod Syd, Thyras Danevirke, som et af Valdemars mest glimrende Storværker. Af

�� �